Veje til udvikling af den klassiske musikers fremtidige scene
De tre årtier 1990-2020 udgør en periode præget af store forandringer i forhold til udbuddet af “scener” for den klassisk uddannede instrumentalist/solist. Fra at have etablerede symfoniorkestre og kammerorkestre som primære aftagere af konservatoriers klassiske instrumentalister og dermed en standard for de repertoiremæssige krav, en solist/kandidat fra et musikkonservatorium skal honorere, er mangfoldigheden af mulige “scener” forøget og genrebegreberne udvidet. Samtidig er antallet af faste musikerstillinger som følge af orkesternedlæggelser faldet. Den klassiske musiker anno 2020 indgår i stigende grad i tværkunstneriske projekter, fx med scenekunstnere og musikere fra andre genrer, arbejder på freelance vilkår og vil i mange sammenhænge blive stillet over for krav om:
- – at være “på scenen” frem for at være usynlig spiller,
- – at indgå som medskabende,
- – at indgå i nye tværkunstneriske kontekster,
- – at kunne anvende sit kernerepertoire over for nye publikumsgrupper.
Udvidelse af såvel det kunstneriske indhold som de kontekster, det kan indgå i, stiller nye krav til både musikere og uddannelsesinstitutioner. Klassisk-solistisk kernerepertoire bliver i stigende grad spillet i nye kontekster og iklædninger. Det er projektets udgangspunkt at der er et stort, uudfoldet potentiale i kernerepertoiret, hvis ellers musikeren er villig til at udforske andre tilgange til det.
Violinist og dirigent Arne Balk Møller undersøger veje til udvikling af den klassiske musikers fremtidige scene. Kernerepertoire bearbejdes kompositorisk via klassisk og fri improvisation og skabelse af ‘musik-på-musik’, dramatisering og koreografering, for at udforske og dokumentere den indflydelse, transformative skabende processer kan få på genskabelse af klassiske værker og på opførelsespraksis.
