Program Dossier

Katrine Grarup Elbo

I løbet af foråret skulle jeg overveje, hvordan jeg ville fremlægge min programerklæring og jeg endte ofte med en version, hvor der var brug for en masse ord for at fyldestgørende forklare, hvordan min kunstneriske praksis forgrener sig.

Jeg oplever også dette behov for mange ord, når jeg møder nye mennesker, der spørger hvad jeg laver. Som oftest bemærker jeg, at min samtalepartner langsomt bliver fjern i blikket, hvilket for så vidt er ganske forståeligt. De mange ord, især om en praksis, der måske ligger langt fra ens egen, kræver som regel en ret koncentreret lytning og et vist engagement af forestillingsevnen.

D. 10. februar 2022 kuraterede jeg en koncert udelukkende med egne værker i et nedlagt autoværksted i Nordvest. Denne aften vekslede værkernes formater mellem alt fra klassisk koncert over installation til performance og fri kontaktimprovisation, og fokus vekslede mellem solistiske og kollektive præstationer. Med andre ord; her præsenterede jeg hele den vifte, der udgør mit kreative virke i disse år. Ingen koncertsal ville kunne danne en tilfredsstillende og fyldestgørende ramme om en præsentation i det format, jeg gerne ville facilitere, og en ren museal oplevelse ønskede jeg heller ikke. Derfor indtog jeg det gamle værksted og besluttede at lade bygningens rammer definere aftenens forløb, herunder publikums bevægelsesmønstre og placering i forhold til værkerne.

Jeg har som del af min programerklæring valgt at videodokumentere koncerten – ikke blot 1:1 dokumentaristisk, men i et format, hvor man som tilhører til en præsentation både kan danne sig et indtryk af værkernes forskellige formater, deres udtryk og virkemidler og – drømmer jeg i hvert fald om – deres sanselighed. Alle disse ting er så uendeligt svære at få med, når man ‘blot’ bruger ord og eventuelt billeder til at forklare sin praksis. Den levende kunst, der eksisterer i tid og rum, kræver som minimum levende formater for at blive fyldestgørende formidlet.”

Se videodokumentation
Kunstnerens website

Lara Vejrup Ostan

Lara Vejrup Ostan er freelance danser og koreograf. I Enhanced Practice har hun eksperimenteret med hvordan dans og kropslige praksisser kan udgøre og producere sprog. Hendes mentorer var hhv. Cecilie Ullerup Schmidt og Quim Bigas.

Som en del af hendes programerklæring, producerede Lara bogen HIKE:
Hvad vil det sige at praktisere dans under de prekære forhold (mangel på plads, tid og ressourcer) der omgiver kontemporær dans? I denne bog bruger jeg hiking og lader dem (bogen og hiking) midlertidigt holde tids-rummet for dans. Jeg undersøger og sætter spørgsmålstegn ved, hvordan dans, sammen med andre kropslige praksisser, holder, udfolder og bærer forestillinger. Det er en dvælen ved kropslige sanseindtryk, rum, relation og tanker gennem en udvidet forståelse af berøring. Bogen består af tekster skrevet i løbet af forskellige kunstneriske processer og workshops. De udgør noter fra dialoger og uformelle samtaler (i grupper), der er opstået i relation til (ud)øvelse af dans.

Læs bogen

Laurits Gulløv

Laurits Gulløv er billedkunstner og dimitterede fra Billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2021.

I løbet af sit Enhanced Practice forløb har han arbejdet med flere projekter, der alle relaterer sig til det samme overordnede tema: Menneskets mange forsøg på at skabe orden i en verden, der fremstår uigennemskuelig og tumultarisk.

I Gulløvs produktion finder man ofte forsøg på at skabe meningsfulde forbindelser mellem ellers løsrevede elementer, der i Gulløvs værker finder sammen på tværs af skala og abstraktionsniveauer.

I videoen kan du høre ham uddybe sine tanker omkring arbejdet med sin seneste udstilling: Tools to Line the Curved. Temaerne der bliver diskuteret i videoen dukker også op i en podcast, hvor Gulløv indgår i samtale med to andre Enhanced Practice deltagere, Lara Vejrup Ostan og Morten Poulsen (se nedenfor). På Enhanced Practice var Gulløvs mentor billedkunstner Marie Kølbæk Iversen.

http://lauritsgulloev.com

Liv Vester Larsen

Liv Vester Larsen er violinist, vokalist, komponist og podcast producer. Hun undersøger i øjeblikket om man kan skabe og være kreativ uden adgang til natur i hybrid performance projektet “Creative – without Nature?”.

Hvad sker der med os når vi giver slip på kontrollen i forhold til vores livssituation – kommer vi nærmere naturen kreativt?

Hos Enhance Practice har hun undersøgt forholdet mellem et pulserende arbejdsliv og det at være nybagt mor og give liv til et andet menneske. Har fødslen ændret hendes måde at være kreativ på og har det ændret hendes forhold til naturen som et kreativt bærende element? Hun har undersøgt kompositorisk om musikken ændres lige før og lige efter en fødslen. Hun har undersøgt begreberne Væredygtighed, Et bæredygtigt arbejdsliv, At være i det ukontrollerbare, Staying with the trouble og Pleasure activism.

I hendes mentorforløb med Dea Antonsen og Ida Bencke fra Laboratoriet for Æstetik og Økologi, har Liv blandt andet undersøgt hvad natur og bæredygtighed er for en størrelse og hvad de indeholder.

Programerklæringer:

I videoen produceret af Rine Rodin, diskuterer Dea, Ida og Liv begrebet natur og hvilken betydning det har på os mennesker at være naturlige eller unaturlige.
(Se videoen ovenfor eller på YouTube her)

I podcasten produceret af Jan Høgh Stricker, diskuterer Liv med Marina Dubia om kunstens rolle i klimadebatten, om fremtidig kunst skal være “Kunst for kunstens skyld” eller om den skal tage stilling til verdenssituationen. (Se under Podcast nedenfor)

Kunstnerens website
Se videoen på YouTube

Marina Dubia

Marina Dubia (BR/DK) arbejder med ord & kød; hele vejen gennem sit Enhanced Practice forløb tog hun praktikforløb i Barcelona (med kunstner og koreograf Julián Pacomio) og Berlin (med Paz Guevara på Archive Books); og besøgte sig hjemland for første gang i tre år – oplevelser fulgt og støttet af hendes mentor, kunstner og filosof Amilcar Packer (CHI/BR). Deres samtaler lagde vægt på sammenviklingen af liv, kunst og begær; at modstå eller at lege med negative energier for at finde et rum for vitalitet, og at understøtte tidens tyngde mod det nuværende paradigme domineret af projektioner, fragmenteringer og umiddelbare reaktioner.

I ”Notes for an enhanced vitality; May 2022”, udforsker Marina sin ambivalens mod kunst som professional praksis og understreger øjeblikke i sin kunstneriske bane, der resonerer med en mission om at ville åbne forbindelseszoner og udvekslinger, der går imod standardiserede livsformer. Billederne blev taget i samarbejde med Katja Crevar. Derudover har Dubia optaget en podcast om natur og bæredygtighed med Liv Vester Larsen.

Instagram: @pessoateimosa

dubia.page

Read Marina’s essay

House of Ears from Morten Poulsen on Vimeo.

Morten Poulsen

Er det en lyd? Er det en rytme? Er det en tekstur? Er det et ord? Er det en kontekst? Er det mig? Jeg arbejder med lytning som en immateriel, intersubjektiv og transformerende aktivitet, der har potentiale til at forme den lyttende.
Jeg udforsker måder, hvorpå vi er indlejret i socio-politiske strukturer, specifikt fokuseret på køn, magtrelationer og miljø, og måderne hvorpå de krydser.

– Artist Statement 2022, Morten Poulsen

Ved at skabe og nære omsorg for steder og situationer hvor lytning finder sted, kritiserer jeg omstændigheder og skaber samtidig mulighed for, at den lyttende kan blive opmærksom på sig selv i lydlandskabet.”

Som en del af Enhanced Practice har lydkunstner Morten Poulsen udført et kortvarigt, praksisbaseret kunstnerisk research projekt, som udforskede lytning og det ’at blive hørt’. Han organiserede deltagerbaserede aktiviteter for, på kritisk vis, at udforske forskellige forståelser af ’lytning’, dets brug, misbrug og potentiale i forhold til social forandring med henblik på de udfordringer, vi i dag står over for.

Hans mentorer var Hannah Hull og Salomé Voegelin. I sin tekst: To Hear and Being Heard, opsummerer han resultaterne af sit projekt.

Nanna Katrine Hansen

I løbet af programmet har jeg haft mentorsamtaler med kunstner og filmskaber Tinne Zenner samt kunstner og researcher Susan Schuppli. Jeg har i løbet af processen undersøgt og yderligere udviklet spørgsmålene i mit seneste værk Europe’s Eyes on the Skin of the Earth, som er en filminstallation, der var udstillet på Charlottenborg Kunsthal som en del af min afgang i 2021. Baseret på satellitblikket som et militært blik fra oven, undersøger værket komplekse økonomiske og politiske netværk, der konstituerer fortifikationen af Den Europæiske Unions ydergrænser. Inspireret af kunstner Susan Schuppli’s koncept ’material witness’, benytter jeg satellitten som en form for materiel dobbeltagent med interesse i, hvad satellitter er lavet af og hvordan deres blik anvendes.

Teknologien i satellitter opdeler rumlighed i stakke af horisontale lag, hvormed materialer, så som luft, vand, jord og kroppe, bliver opdelt på en vertikal akse. Jordens overflade, luftrum og undergrund bliver inddelt i separate lag. Professor for Visuelle og Rumlige/Spatiale Kulturer på Goldsmith Universitet i London, Eyal Weizman, kalder dette ’vertikal suverænitet’ og påstår, at forskellige strata af samfundet bliver opdelt over en y-akse, hvormed zoner for konflikt og vold multipliceres. Visuel teknologi skaber nye grænseflader og påvirker hvordan konflikter udspiller sig. Baseret på Weizmans argumenter som teoretisk fundament, vil jeg foretage en æstetisk undersøgelse af, hvordan man gennem film kan arbejde med idéen om vertikalitet, eftersom film traditionelt set er et todimensionalt medium. Hvilke æstetiske former kunne det antage?

En central billedteknologi i telemålingssatellitter er hyperspektrale sensorer, der kan opfange flere bølgelængder end det menneskelige øje. Denne teknologi bliver brugt, blandt andet, til at opdage mineraler i undergrunden samt kroppe i bevægelse på tværs af politisk optegnede grænser. Værket vil blive en æstetisk undersøgelse baseret på video og lyd fra en række forskellige steder relateret til Airbus’en. I tråd med Schuppli vil jeg både se på og gennem disse billeder. Med teknologier der opfanger mere end det menneskelige sanseapparat, vil jeg studere de forskellige materialelag. Dette vil ske med mikrofoner, der kan høre mere end det menneskelige øre samt forskellige former for billedteknologier, der kan se mere end det menneskelige øje.

Med afsæt i film og video, ville jeg gennem Enhanced Practice programmet reflektere over relationen mellem Jorden og billedproducerende teknologier. Omkring de ressourcer og mineraler der bliver transformeret og anvendt i kroppe af billedproducerende teknologier. Med inspiration fra tænkerne Martin Arboleda og Godofredo Peirera, vil jeg reflektere over ekstraktion som en kompleks assemblage af forskellige komponenter sammensat gennem forsyningskæder. Både Martin Arboleda og Godofredo Peirera peger på sammenhængen mellem sanseteknologi og imperiale ekstraktionsprojekter som central. Teknologiske innovationer, så som telemåling, igangsætter nye akkumulationskredsløb og udvider dermed ressourcers grænsezoner og danner nye geografier (Arboleda 2020: 42). I denne sammenhæng er undergrunden en central grænsezone for akkumulation. På samme tid kræver disse nye teknologier øgede mængder ressourcer for at kunne blive produceret. Dette peger på en cirkulær bevægelse af øget akkumulation drevet af teknologisk innovation.

Mere konkret er jeg interesseret i at se nærmere på udbytning gennem en infrastruktur, hvor specifikke materialer formes og transformeres. Jeg vil tænke gennem en infrastrukturel tilgang til udvindingen af materialet Siliciumkarbid, som bliver brugt i satellitten Pleiades Neo’s rumlinse. Et af de relevante udvindingssteder er minen Tana i det nordlige Norge, som ligger på Sapmí land. Frem for at danne en direkte forsyningskæde, udgør denne mine, sammen med flere andre steder, et punkt i et komplekst netværk af leverandører.

Laurits Jongejan

Som komponist og lydkunstner udforsker mit arbejde den menneskelige relation til allestedsnærværende teknologi i vores virkelighed i dag. Min praksis centrerer sig omkring tematiske figurer, relaterende til spørgsmålet om, hvordan vi skaber intimitet og mening med tilføjelsen af teknologi.

Mit arbejde præsenterer ofte surreelle teknologier efterladt i menneskeforladte scenarier. Teknologier der både fysisk og intersubjektivt reagerer på den menneskelige erfaring – Tastaturet lagt frem for den menneskelige hånd, som en skygge af dens menneskelige interaktion – Den kropsløse stemme fra en maskine, der hverken ved hvad en stemme er eller forstår sprog – Den følelsesmæssige forbindelse vi mennesker er i stand til at forme med en maskine – Den måde vi udtrykker vores følelser gennem teknologi – Oplevelsen af fortrolighed med en single-purpose maskine fortabt i tid.

I mit arbejde med temaer omkring den fremmede krop, møbler, det industrielle produkt og det sakrale objekt, forsøger jeg at tappe ind i og anvende hverdagsoplevelser, der har at gøre med omgivende teknologier, men at tilføre det performativitet og ’otherworldliness’.

Med en baggrund i elektronisk musik har jeg udforsket flere centrale figurer: forskellige teatrale praksisser med særlig fokus på den situerede erfaring, ofte med reference til ritualet som en mulig kunstnerisk udtryksfigur. En anden fremtrædende figur i mit arbejde er den kunstige stemme. Værket beskæftiger sig specifikt med spændingen i idéen om maskinen som værende noget, der simulerer menneskelig adfærd, og hvordan vi som mennesker, ved at undersøge denne spejling af os selv i vores omgivende teknologier, når til et punkt hvor vi imiterer vores egne teknologiske apparater. Undersøgelsen af tematiske figurer, særligt gennem en kunstnerisk, researchbaseret tilgang, der både udforsker potentialet i kollektive processer og involverer en undersøgelse af fænomener optrædende i forskellige kulturelle praksisser. Værket har udfoldet sig i et studie af teknologi og computerens rolle i relation til dannelsen af udtryksformer, så som både algoritmisk musik og forskellige teknikker til manipulation af kunstige stemmer.

A Shrine of Sacred Fear (relateret kunstværk)

Program Statement PDF

GRIF (Ditte Marie Walter Tygesen & Mikkel Sebastian Rostrup)

GRIF er en mission: At bryde med og udfordre den måde, hvorpå det forventes at en scenograf arbejder.

GRIF er kritisk over for den nuværende, normative måde at arbejde som scenograf på de institutionelle teatre i Danmark.

I mødet med dansk teater, oplever GRIF en manglende forventningsafstemning hvad angår scenografens arbejde.

GRIF undersøger alternative tilgange, metoder og former for samarbejde inden for scenograffaget.

GRIF angriber og udvider kendte måder, hvorpå en scenograf indgår i dialog og udvikler materiale inden for scenekunst, både i forholdet scenograf-til-scenograf såvel som scenograf-til-teater.

GRIF oplever at dansk teater er låst i sin forventning til scenografens arbejde. Det institutionaliserede teater fokuserer på effektivitet og gennemførlighed, hvilket ikke stiller krav til åbenhed over for udforskningen af nye scenografiske arbejdsmåder. Der er således ikke tid, profit og tillid til at anerkende, at nyuddannede scenografer kan bidrage med ny viden og nye arbejdsmetoder, der i sidste ende kan revolutionere teateret. Mangel på tid avler mistillid til scenografens bidrag og efterlader ikke plads til almindelig tvivl og intuition i processen.

GRIF ser muligheder for nye arbejdsformer i: Måden hvorpå scenografen underlægger deres materiale teateret, scenografens ansættelsesperiode og deltagelse, samarbejdende scenografer på en enkeltstående forestilling samt udvidelse af samarbejdet mellem scenograf og håndværker, rekvisitør, maler og skrædder.

GRIF tror på at den kunstneriske udfordring ligger i undersøgelsen af nye arbejdsmetoder. Produktet af denne research er ikke et resultat af den kunstneriske præstation, men udviklingen af nye metoder og vidensdeling. Side om side med deres kunstneriske praksis vil GRIF reflektere, dokumentere og diskutere. GRIFs mål er at gøre den indsamlede viden tilgængelig og dele den via Sammenslutningen af Danske Scenografer.

Grifs website