Adapting Worlds

Adaptationer er normalt noget, vi forstår som en fortælling, som flyttes fra ét medie til et andet. Typisk fra bog til film. Men som med meget andet, overhaler den digitale virkelighed vores opfattelse, og med den digitale eksplosion indenfor medier, bliver tekster og fiktioner adapteret til ikke-fortællende medier, og på nye måder, som vi ikke havde forestillet os. F.eks. spil og streamede serier. De globale medieaktører har fart på, og der har aldrig været lavet så mange tv-serieadaptationer som nu. Også for medieforskerne er det spændende og gyldne tider. Der er rigtig meget nyt at forske i. Men for os kunstnere mangler der metoder og modeller, som vi kan bruge i vores praksis. For hvordan skal man adaptere et eksisterende værk, hvis målet ikke er at lave en adaptation til en enkelt udgivelse, men i stedet er til mange medier, til oplevelser uden fortællinger og måske endda til formater, som vi endnu ikke kender? Her peger en del forskere på univers-tænkning og transmediel storytelling som løsninger, og som Linda Hutcheon, dronningen af adaptationsteori skriver i forordet af den nyeste udgave af “a Theory of adaptation”:

“Thematic and narrative persistence is not the name of the new adaptation game; world building is.”

I dette projekt ADAPTING WORLDS undersøger Simon sammen med elever, kunstnere og forskere, hvordan man kan “trække” universet ud af et eksisterende værk, og gennem world building og devising/improvisation kan udvide et eksisterende univers, så det kan bruges på tværs af mange medier (bøger, teater, film, spil  og andre nye medier).

(Billede: Jan Ditlev)